Udvikling af Software

 

Jeg synes at det er spændende at lave programmer til computeren. Lige siden jeg fik min første computer (Amstrad CPC 464) har jeg nørklet med kode for at få computere til at gøre forskellige ting. Jeg kan huske at jeg på Amstrad computeren b.la. har lavet et dartspil og et boksespil.

Jeg har også haft Amiga computere (f.eks. en Amiga 1200). Jeg nænnede i mange år ikke at smide den ud, men nu er det altså solgt. Jeg har brugt mange timer sammen med den og alle mine spil - og ikke mindst programmeringssproget AMOS som jeg brugte til at lave programmer og nogle få spil. Det spil som jeg nåede længst med, var et spil jeg kalder Albert 2. I en periode kunne man faktisk købe spillet i nogle computerforretninger (Betafon tror jeg det hed) i København. Spillet var et lærespil, hvor man på en sjov måde lærte at regne. Man skulle f.eks. skyde med bue og pil efter tal og grave gange under jorden for at finde den rigtige kombination af tal.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg fik min første PC. Men jeg kan huske at den kostede en formue (omkring 24.000 kr.) og den kørte med hele 50 MHz (det var jo superhurtigt sammenlignet med Amiga 1200, der kun kørte med 14 MHz). I starten brugte jeg programmeringssprog som Basic og Pascal. Siden hen i forbindelse med min uddannelse og efterfølgende i mit erhverv, er jeg gået over til at bruge Java, Delphi, C# og diverse script sprog.